Gå til indhold

9 Andre komponenter

9.1 Dampudblæsningsbrønde

I forbindelse med industri, fx vaskerier, kan der forekomme udledninger, der er en blanding af vand og damp. Da kun få ledningsmaterialer permanent kan tåle afløbsvand med temperaturer nær 100 °C, er det nødvendigt at køle vand og damp ned før udledning til kloak. 
Nedkøling kan foregå gennem en dampudblæsningsbrønd, se figur 81. Det er ikke tilladt at nedkøle spildevand ved at blande det op med koldt drikkevand.
Figur 81. Eksempel på udformning af dampudblæsningsbrønd. Dampen tilledes i bunden af stenlaget, men over vandspejlet.
Figur 81. Eksempel på udformning af dampudblæsningsbrønd. Dampen tilledes i bunden af stenlaget, men over vandspejlet.
En dampudblæsningsbrønd er en brønd fyldt med granitsten med en diameter på 0,2-0,3 meter. Dampen kondenserer på stenene, og vandet løber ud gennem afløbet i bunden af brønden. Når vandet er nedkølet til 45 °C, kan det tilføres hovedafløbssystemet.
Afløbet føres til en nedløbsbrønd med vandlås, hvortil der ikke må være ført andre tilløb. Udblæsningsrøret skal føres ind i den nederste del af stenmassen, men over et eventuelt vandspejl. Hvis ledningen føres ind under vandspejlet, er der risiko for tilbagesugning ved udblæsningens afslutning.
Da det undertiden kan ske, at ikke al damp fortættes, skal brønden almindeligvis være forsynet med et gennembrudt dæksel, og den skal anbringes på et sted, hvor udstrømmende damp ikke medfører ulemper. Hvis en sådan placering ikke er mulig, fx på grund af færdsel, kan brønden forsynes med tæt dæksel og en ventilationsledning. 

9.2 Vakuumventiler

Vakuumventiler monteret på en afløbsledning åbner, når der opstår undertryk i ledningen. Derved lukkes luft ind i ledningen, så der sker en trykudjævning, der begrænser undertrykket i ledningen. Et eksempel på en vakuumventil er vist i figur 82.
Vakuumventiler skal CE-mærkes efter DS/EN 12380, Vakuum/afløbsventiler – Krav, prøvningsmetoder og overensstemmelsesvurdering (Dansk Standard, 2003).
Vakuumventiler er beregnet til placering inde i bygningen og kan hindre, at der opstår undertryk i ledningen. Vakuumventiler tilfører så meget luft, at ledningen efter ventilen kan dimensioneres som en udluftet ledning. 
En vakuumventil er lukket, når der ikke er undertryk i ledningen. Vakuumventilen kan derfor ikke anvendes, når der er overtryk i systemet, fordi overtrykkene ikke kan udjævnes, og fordi lugt og gasser ikke kan fjernes fra afløbsinstallationen. En vakuumventil kan således ikke erstatte ventilation af afløbsinstallationer i jord, fx for at undgå lugtgener.
Figur 82.  Princip for vakuumventil. Når der er undertryk i systemet, åbner ventilen og tillader luft at trænge ind. Når undertrykket falder, lukker ventilen igen.
Figur 82. Princip for vakuumventil. Når der er undertryk i systemet, åbner ventilen og tillader luft at trænge ind. Når undertrykket falder, lukker ventilen igen.

9.2.1 Betingelser for anvendelse

Hvis der er krav om, at hovedledningen skal ventileres gennem afløbsinstallationen, kan vakuumventiler ikke anvendes.
Ifølge DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009) skal spildevandsledninger i jord være udluftede i fornødent omfang. Derfor kan der stilles krav om, at afløbsledningen i visse bygninger skal være frit udluftet, se SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering, 2.5.8 Ventilation af hovedafløbsledninger (Brandt & Faldager, 2015a).
Vakuumventiler tillades kun monteret på udluftningsledninger for afløbsinstallationer eller dele af afløbsinstallationer, hvor der udelukkende forekommer undertryk, eller hvor eventuelle overtryk er sjældne og små, dvs. < 400 Pa.
I fællessystemer, hvor der jævnligt sker opstemning i afløbssystemet i tilfælde af regn, kan vakuumventiler kun anvendes, hvis der er sørget for udligning af det opståede overtryk ved tilslutning af en fri udluftning over opstemningsniveauet, se figur 82.
Vakuumventiler skal vælges og placeres, så:
  • Der opnås tilstrækkeligt luftindtag.
  • Deres funktion ikke hindres ved tilsmudsning med spildevand eller ved uønskede indgreb.
  • De ikke medfører gener i eller uden for det lejemål, hvor de er monteret.
Vakuumventilen skal monteres, så den er placeret over den øverste installationsgenstand, som er tilsluttet ledningen. Tilstopning må ikke kunne forårsage, at vandet stiger op i ventilen.
Vakuumventiler kan monteres i toilet-, bade- eller vaskerum, forudsat at:
  • De er tilgængelige for eftersyn og udskiftning
  • De kun sikrer den del af afløbsinstallationen, der betjener det lejemål, hvori rummet er beliggende. 
Dette gælder både afløbsinstallationer i enfamiliehuse, og i sideledninger til stående ledninger i etageejendomme. I bade- og toiletrum skal vakuumventiler placeres mindst 350 mm over gulv.
Vakuumventiler skal placeres, så de er let udskiftelige. Vakuumventiler tillades for eksempel monteret i tagrum eller i andet tilgængeligt rum, hvor mundingens placering ikke er til gene, og hvor der kan opnås tilstrækkeligt luftindtag. Hvis vakuumventilen anbringes i omgivelser, hvor der kan forekomme frost, skal ventilen være isoleret mod frost. De fleste ventiler er isolerede eller kan forsynes med en isoleringskappe eller isoleringshætte.
De særlige betingelser for anvendelse af de enkelte vakuumventiler vedrører normalt deres kapacitet. Denne angives i CE-mærkningen som betingelse med hensyn til installationens omfang og højde.
Figur 83.  Placering af vakuumventiler i etageejendomme, hvor der er sørget for udluftning over tag på tre stående ledninger.
Figur 83. Placering af vakuumventiler i etageejendomme, hvor der er sørget for udluftning over tag på tre stående ledninger.