Gå til indhold

Forord

Denne SBi-anvisning knytter sig til Bygningsreglement 2015 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016) og derigennem også til DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009). 
Anvisningen indgår i en serie af SBi-anvisninger om afløbsinstallationer, der til sammen erstatter SBI-anvisning 185, Afløbsinstallationer (Ovesen, Faldager & Nielsen, 1997). 
Øvrige anvisninger i serien omfatter: SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering (Brandt & Faldager, 2015a) og SBi-anvisning 257, Afløbsinstallationer – installationsgenstande og udførelse (Brandt & Faldager, 2015b). 
Anvisningerne er opdateret så de knytter sig til det nyeste bygningsreglement og nyeste udgave af afløbsnormen. Der er foretaget en række ændringer bl.a. på grund af, at en række produkter udføres af nye materialer eller i nye udformninger.
Desuden er der sket udvidelse af behandlingen af blandt andet: 
  • Lokal afledning af regnvand
  • Klimaændringer
  • Rottesikring
  • Afløb fra flade tage
  • Spildevandsafledning i det åbne land
  • Administrative forhold
  • CE-mærkning.
Endelig er inddelingen af stoffet omorganiseret og delt op på tre selvstændige publikationer for at lette brugen.
Anvisningerne er udarbejdet af seniorforsker, civilingeniør Erik Brandt (SBi) og seniorkonsulent Inge Faldager (Teknologisk Institut). Der har desuden været bidrag fra seniorforsker Birgit Rasmussen (lyd), seniorforsker Lars Schiøtt Sørensen (brand), adjungeret professor Tommy Bunch-Nielsen (afvanding fra flade tage) samt afdelingschef Henrik Winther, COWI (renseanlæg). Arkitekt Lise Lotte Raunkjær og arkitekt Niels Samsø Nielsen har redigeret anvisningerne. Der er desuden modtaget kommentarer efter at anvisningerne har været sendt i høring hos en følgegruppe bestående af repræsentanter for de økonomiske bidragydere.
Anvisningerne henvender sig til projekterende, rådgivende og udførende, som har opgaver med afløbsinstallationer både i nybyggeri, eksisterende byggeri og ved renovering af eksisterende afløbsinstallationer.
SBi har i forbindelse med udarbejdelsen fået økonomisk støtte fra:
  • ACO Nordic 
  • Blücher 
  • Brd. Dahl 
  • COWIfonden 
  • Danske Anlægsentreprenører (Dansk Byggeri)
  • Danva
  • Grundejernes Investeringsfond
  • IBF
  • Københavns Energi (Hofor)
  • PURUS
  • Tagpapbranchens Oplysningsråd
  • Tekniq
  • Aarhus Vand
SBi takker de mange, der har gjort udarbejdelsen af anvisningen mulig gennem deres økonomiske eller faglige bidrag.
Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet
Afdelingen for Byggeri og Sundhed
Niels-Jørgen Aagaard
Forskningschef